Ål bygdearkiv

Adressebladet 28. juli 1860:

Aal i Hallingdal. (meddelt).  I Aals prestegjeld, der er saa berygtet for slagsmaal, knivstikkeri og andre raa handlinger, hersker tillige en vederstyggelig uskikk blant den kirkesøgende almue, som ikke sees andre steder, hvor folk have sans for kristelig orden. Det er som beboerne av dette prestegjeld ville vise seg som et utskudd fra landets øvrige befolkning baade i religiøs og moralsk henseende.  Medens man fra andre kanter av landet hører de gledeligste etterretninger om de fremskridt, oplysningen gjøre, og hvorledes sans for denne er vakt hos menigmand i allmindelighed, hvorledes enhver etter evne, som hans plads er i samfundet, søger at strebe til dette maal  -  maa man høilig beklage den sløvhed, dorskhed og likegyldighed, hvormed stedfindende overgreb paa den offentlige sikkerhed og religionen her bliver betragtet.  Paa den kirkesøgende almue har man det sørgeligste bevis herfor, naar man ser med hvilken letsindighed den bivaaner gudstjenesten, og den kaadhet som størstedelen underveis til og fra kirken udviser.

Men den største forargelse for den alvorlige tilhører er den støy og tummel som finder sted inne i selve kirken.  Der foregaar handlinger, skraal og skrig og letsindige fakter, som den alvorlige kristen maa iagtage med den dybeste bedrøvelse, naar han ser hvor liden ærefrygt der vises selv for religionens sandheder og det sted, hvor menigheden samles for å opbygges av Guds ord.  Bevæggrunden til kirkegangen synes alene at være at opgjøre regnskab, avslutte handel, ja, af enkelte endog at afgjøre tvistigheder.  Størstedelen utebliver af kirken, og de, som gaa derind, holde en saadan hvisken og støi, som de vare paa en dandsesal.  Naar de ere blivne kjede av dette tidsfordriv, strømme de atter ud, hvorved der opstaar en saadan kappestrid og larm, at den tilhører, der er saa uheldig at have faaet plads bakerst i kirken, ikke kan høre et ord af hva præsten siger, ja det har ogsaa hendt, at præsten har maattet standse i sin tale indtil støien var forbi.  Dette kunde lensmanden og hans medhjælpere   -  hvis pligt det formenes at maatte være at opretholde kirkefreden  -  rolig blive sittende og nogsaa fornøiet se paa, uden at foretage noget til ordenens oprettholdelse. 

Nedskriveren skal  -  som et exempel på hvilke utilladelige uordener der foregaa udenfor kirkens døre  -  ikke undlade at meddele leseren følgende:  Ved Aals kirke sidstafvigte paaskedag, lige foran fronten av den ved kirken opstillede parade, blev der skamkastet en dreng og en pige, saa blodet strømmede ned af deres kinder, ligesom de militære kun med den største forsigtighed undgik den samme skjæbne.  Imedens præsten forrettede jordpaakastelsen, blev denne en skive for den ryggesløse hobs snebolder, forsaavidt disse naaede frem.  Nedskriveren, der var øienvidne hertil, forundrede seg over, at ikke lensmanden, der jo er politi på landet, overholdt mere orden.  Efter at have overtenkt sagen var det hele vel i sin orden og stemmede med valgsproget:  ”Der var kun en halling som fikk skade”.  Men det forekommer indsenderen, at omendskjønt mishandlingen forøves af halling og mod halling, saa er det dog en pligt for den embeds- og bestillingsmand, som er ansat blandt disse, at haandheve den offentlige myndighed og overholde orden, om end hallingen forekommer ham noksaa foragtelig.

Hermed være det for denne gang nok.

Adressebladet 28.07.1860.